Philip Schmidt-Madsen aflagde i 2007 Diplomeksamen i Kirkemusik fra Det Kgl. Danske Musikkonservatorium med højeste karakter som elev af Professor Bine Bryndorf. Derefter fulgte to års videregående studier hos Professor Hans Davidsson, KMD Rudolf Kelber og Martin Böcker ved Hochschule für Künste, Bremen, hvor han i 2009 afsluttede med den tyske Kirchenmusik A eksamen. Philip har deltaget i adskillige masterclasses med blandt andre Olivier Latry, Michael Radulescu og Hans-Ola Ericcson. Siden august 2010 studerer Philip i solistklassen ved Det Kgl. Danske Musikkonservatorium hos Professor Hans Fagius.
I juni 2011 vandt Philip Schmidt-Madsen, som den første dansker i 19 år, 1. pris ved Den Internationale Carl Nielsen Orgelkonkurrence og blev yderligere tildelt ”Commotio-prisen” for bedste fortolkning af Carl Nielsens Commotio. Philip har en stor koncertaktivitet i både Danmark og Europa. Han samarbejder jævnligt med en lang række forskellige kor og orkester i ind- og udland - både som orgelsolist og som orkestermusiker. Sammen med sangersøskendeparret Hetna og Steffen Bruun turnerer han jævnligt med den musikalske Trio Bruun.
Philip er ansat som korproducent for Sankt Annæ Pigekor og fungerer desuden som organist og pianist ved koncerter og turneer. Han er medstifter og kunstnerisk leder af koncertvirksomheden Pro Musica Copenhagen, med hvem han har gennemført en lang række opsigtsvækkende projekter i Københavnsområdet under overskrifter som ”Mindre snak – mere BACH” og ”America the Beautiful”.